Så er vi langt om længe ankommet til Singapore. Vi landede onsdag aften og tjekkede ind på et hostel i samme område som vi har fået lejlighed, så flytningen fredag ville være noget nemmere. Efter et hurtigt bad smuttede vi over for at mødes med nolge folk i det lejlighedskomplex vi nu bor i, og tog i byen med dem. Her kan man godt sige vi fik os lidt af en overraskelse - for selvom entréen for pigerne var gratis om onsdagen, var der da ellers heller ikke mere over deres priser der var det. Vi bestilte det absolut billigste de havde i baren, hvilket var en flaskeøl til 70 kr!! Puhhh!
Vi overtager værelset fra Mathildes veninde Terese og hendes kæreste, der netop har færdiggjort et semester ved samme universitet som vi skal læse på. Vi mødtes med dem torsdag for lige at se lejligheden, for at få nogle gode råd og fifs, samt blive introduceret til udlejeren, som vi fik aftalt indflytnings tidspunkt til næste dag med. Da vi den næste dag får nøgle og nøglekort til lejlighed og værelse, får vi samtidig at vide at værelset skam er gjort rent og er klar til indflytning - det skal lige siges at man er tvungen til at betale for deres ugentlig rengøringsservice igennem huslejen, så vi forventede nu også at der var rent. MEN! Da vi åbnede døren ind til lejlighed og værelse fløj der hår og nullermænd rundt og var godt støvet, så de har da vist ikke haft så meget gang i den rengøringsservice. Vi bestemte os for at give det hele en tur inden vi begyndte at pakke noget ud, så vi fik rigtig svunget host og spand resten af fredagen - men det er tilgengæld også blevet rigtig rent og fint nu :-)
De første par dage i Singapore er ellers gået med lidt afslapning, pakken ud, samt ordning af praktiske ting, så vi har ikke fået set så meget af byen endnu. Vi skal på noget sightseeing tour med skolen som introduktion, så vi har med vilje valgt at vente lidt, så vi ikke skal se de samme ting to gange. Introduktionen starter på mandag med indskrivning, og så er der de efterfølgende dage i samme uge nogle forskellige introduktionsarrangementer og foredrag vi skal til. Skolen starter for alvor næste mandag, og vi håber virkelig at kunne få et godt skema med forlænget weekend ;-)